Børnehuse

Overlæge Ph.D. Hanne Nødgaard, CSO Skejby, præsenterede d. 20. marts 2012 ideen bag Børnehuse i Danmark, se slides fra præsentationen her. Baggrunden var, at der fra Sundhedsstyrelsen via en arbejdgruppe der skal mødes 3 gange skal udgå en anbefaling til hvordan planlagte SATS-puljemidler til opprioritering af indsatsen for seksuelt misbrugte børn kan effektueres.

Hanne præsenterede baggrunden for etableringen af regionale centre ved en meget bred og dybdegående gennemgang af forudsætningerne og forbedringerne for en tværfaglig og intersektoriel indsats på feltet. Ideen til initiativet og Skejby’s etablering af et center af denne art føres tilbage til San Diego. Et ophold på Chadwick Center for Child Protection og deltagelse i den årlige San Diego- konference har været danske specialisters baggrund for at søge tvær-og intersektorielt samarbejde til gavn for udsatte børn. Da Islændingende var de første til at bringe tankerne til Skandinavien kom betegnelsen Barnahus ind i billedet.

I Skejby er der etableret samarbejde mellem børnelæger, børnesygeplejersker, retsmedicinere og politi som i fællesskab og gode rammer kan modtage, undersøge og afhøre børn som kan have været udsat for seksuelle overgreb eller fysisk vold. Kontakten er kort og den efterfølgende støtte og samtalehjælp lægges til den kommunale forvaltning hvortil der skabes kontakt.

Se slides til præsentationen her.

daspcan mener:

Børnehuse er en rigtig god ide. Tværfaglig og inter-sektoriel indsats på dette område er overmåde nødvendig. Men det nuværende initiativ synes for smalt. Børnehuse, eller Børnebeskyttelsescentre, skal så langt som muligt ud til børnene. Vi kan ikke forestille os mindre end Regionale centre, som evner at skabe nærhed og kommunikation til kommunerne som nærmeste samarbejdspartnere. ’Barnet i centrum’ og ’nærhed’ må være nøgleord. Specialisten til barnet og ikke omvendt.

Den amerikanske model, San Diego-modellen, omfatter alvorlig omsorgssvigt af enhver art. Fysisk, seksuelt og emotionelt. Børnehuse i Danmark bør kunne håndtere det samme. Den bevilligende myndighed må gøre sig klart, at antallet af børn der udsættes for vold, emotinelt omsorgssvigt og opdukkende mistanker om seksuelle overgreb er gigantisk i forhold til de få men alvorlige tilfælde hvor et seksuelt overgreb har fundet sted inden for 72 timer, som er grænsen for den sporsikring, som det retsmedicinske speciale arbejder med. Den retsmedicinske del er vigtig, men er kommet til at fylde for meget i den nuværende ’SATS-ning’.

Vi appellerer til Børnerådet, Kommunernes Landsforening, VISO og de involverede Ministerier: Gør indsatsen for nødstedte børn regional og kræv at enhederne kan håndtere alle former for omsorgssvigt, og registrere disse i en samlet database, så vi i modsætning til i dag kan opnå et samlet overblik over problemets omfang og give reel og længerevarende støtte til børn og familier.

Hvor ligger balancen mellem sundheds- og social sektor?